Referencer

Mig og mit udgangspunkt: 44 år, udsat for livstruende trafikuheld i 1998 med PTSD, whiplash, brækkede steder og mange smerter til følge. Tilkendt mengrad / tab af erhvervsevne på 35%. Har arbejdet meget gennem årene på at skabe en smertefri hverdag via krops- og psykoterapi, fysioterapi, craniosakralterapi, osteopati osv. Føler jeg er nået 80% af vejen. Har holdt en ‘pause’ i dybdegående behandliger i en længere periode. Starter et behandlingsforløb hos Jacob for at se om jeg kan få ‘bugt’ med de sidste smerter og til stadighed generende smertereaktioner i min krop på fysiske og psykiske påvirkninger. Min hverdag indeholder mange (forskellige) hovedpiner, ryg-, skulder-, hoftesmerter, træthed samt en fysisk oplevelse af stress, der let antændes, hvilket giver øgede smerter, mangel på overblik, udmattelse, ondt i solar plexus, osv.

Hos Jacob oplever jeg at blive mødt af en der ‘genkender’ samtlige de problematikker jeg beskriver. Som ikke bliver ‘træt’ idet jeg beskriver det ene symptom efter det andet, men som tværtimod sætter mine symptomer ind i en sammenhæng for mig og forklarer mig, hvorfor de hænger sådan sammen og at det er ‘normalt’ udfra hans erfaring. Via disse forklaringer, hans indsigt og erfaring, videreformidler han på alle planer at der er håb forude og et arbejde vi (jeg) kan lave, der kan mindske alt dette, der fylder uhensigtsmæssigt meget i mit liv. Det vigtigste jeg oplever hos Jacob er at jeg bliver mødt lige præcis med det, der er, dér hvor jeg er. Så måske havde vi gangen forinden aftalt en plan for denne gang, men hvis mine symptomer bringer noget andet frem kan vi undersøge og afspænde dem og bruge lejligheden til at undersøge det, blive bevidst om hvad, der foregår og jeg kan lære, hvordan jeg kan arbejde med det. På den måde bliver det ikke en teoretisk tilgang men en ægte, nærværende behandling og forandring af lige det, der foregår i min krop lige nu, som jo er min hverdag.

Han er både parat til at tage føring, men lige så meget til helt nysgerrigt at lytte og hjælpe mig med at blive mere bevidst om hvad der sker, hvad jeg kan gøre og – virkelig vigtigt – forklare og validere at de ting, jeg oplever ’giver mening’, han har set det før, der er en vej igennem det og ud på den anden side til et friere liv.

Min oplevelse er at Jacob i sin behandling ikke bruger den ene eller den anden af alle de behandlingsformer han er uddannet og trænet i. Han er en levende smeltedigel af den samlede erfaring og går dermed til opgaven og situationen med et ekstremt lydhørt sanseapparat, der har akkumuleret den samlede viden og som trækker på alt det, han har opsamlet over tid og som på sekundet omsætter det til en brugbar indsats over for mig. I hans hænder føler jeg mig helt tryg. Under en behandling lærer jeg væsentlige ting om mine symptomer og om, hvordan jeg kan rumme og i sidste ende komme til at transformere det, der foregår. Og helt vildt vigtigt, så får jeg et håb om at jeg kan få en mere symptomfri hverdag.

Han er en unik traumebehandler, der tilbyder en behandling og et nærvær samt en erfarings- og videnspalette som ingen jeg før har mødt – og jeg har mødt mange! Jeg glæder mig til at se, hvor mine behandliger hos Jacob fører mig hen.

Lisbeth Poulsen

Lisbeth Poulsen

Indsend din egen udtalelse:

10 + 13 =

Jacob Kongshaug

Krops og psykomotorisk terapeut

Jeg tilbyder kropslig behandling til healing af stress og traumer, samt undervisning af kropslige færdigheder til at genvinde ressourcer og kontrol efter langvarige stress og traume problematikker.

Udvikler og uddannelsesansvarlig for: Psykomotorisk stress og traume terapi/ PMST